‘Post-skateboardism’ (Peter Bjerg)

Den her plads [på billedet], ser ret kedelig ud hvis ikke der er en skateboarder der lige bryder billedet. Og jeg er efterhånden ved at blive lidt deprimeret over det, fordi jeg synes ikke at skateboarding nødvendigvis er forløsningen på vores drømme og ambitioner om en urban by hvor byens rum er mødepladser og zoner hvor vi kan udvikle os” – Peter Bjerg

Det er en udemærket kommentar som cand.scient.pol., Procesdesigner, Social iværksætter, Peter Bjerg kom med på Pecha Kucha CPH nr. 12 sidste år. Hans indlæg mindede mig om en ung kvindelig studerende fra RUC der for en del år siden ringede til PLOT fordi hun påtænkte at skrive en opgave der skulle handle om de ofte meget stereotype slim-fit lignende modeller, som arkitekterne [ofte i sidste time] sætter ind på deres visualiseringer. Hun ville undersøge hvilken indflydelse vores ‘billeder’ havde på offentligheden? Og hvilke parametre arkitekterne så valgte typerne ud fra? … Jeg tror hurtigt at hun fik droppet den problemformulering!

Peter er ude i noget af det samme, men alligevel drejer han den over i en noget mere konstruktiv spørgen til hvordan vi programmerer vores urbane byrum.

Om Rasmus Brønnum

Architect
Dette indlæg blev udgivet i Arkitektfaglighed, Debat, Film, Strategi og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

9 svar til ‘Post-skateboardism’ (Peter Bjerg)

  1. Pingback: Tweets that mention ‘Post-skateboardism’ (Peter Bjerg) | RASMUS BRØNNUM – en Arkitektur Blog -- Topsy.com

  2. Jeg er ikke helt sikker på om følgende titel: “Cand.scient.pol., Procesdesigner, Social iværksætter” er synonym for “Stand Up Komiker”?
    Meget kunne tyde på det, hvis man ser Peter Bjergs “sjove performance” på dette link.

    At der de sidste 10 år har været skateboardere på alle 3D gengivelser af urbane landskabsprojekter er jo et kendt fact. Og også noget, der generelt giver mig opkastfornemmelser. Men her hører min enighed med Stand Up komiker Peter Bjerg også op.

    At popsmarte arkitekter indsætter alt fra luftskibe, sexede fotomodeller, breakdancere, street artists, glade 2. generations indvandrere og skateboardere etc. på deres 3D billeder, er jo ikke ensbetydende med at disse grupper kommer vrimlende når projektet er færdigt.
    Hvis projektets formgivning og materialevalg ikke understøtter de postulater, der visuelt fremføres, så er projektet jo bare varm luft. Og sådan forholder det sig desværre i mange tilfælde i dag. Projekterne bliver til lækre sexede reklamer der viser liv og glade dage, og ikke en informativ visualisering de anvendte arkitektoniske virkemidler.

    Peter Bjerg fremlægger alternative forslag til Programmering af urbane projekter: Amatørteater, Rollespil, Telte… Og det er jo alt sammen fint, hvis det passer ind i konteksten, og projektet ellers understøtter aktiviteterne. Ellers er det jo også bare endnu et par tomme visuelle postulater på linje med andre “smarte” påhit.

    Problemet handler ikke om der er skatere eller ej på urbane 3D visualiseringer. Problemet handler istedet om, at alt for mange arkitekter er for ligeglade med rigtigheden af deres visuelle postulater, eller mangler nødvendig baggrundsviden for formgivning til de skæve aktiviteter, som de indlægger i deres projekter.

    Der fremføres ofte usande og tomme visuelle postulater i urbane landskabsprojekter, og det er jeg virkelig skuffet over. Jeg er træt af at se projekter, der viser glade skatere, og så kun disker op med 3 forkølede bobler i blød asfalt. Det betyder ikke, at der kommer skateboard liv.

    Hvis alle de projekter, der smider en skater ind på deres “money shot” 3D billede rent faktisk havde en formgivning og et materialevalg, der backede deres visuelle postulater op, så ville verden bestemt se anderledes ud. Og muligvis med for mange skateboard orienterede projekter. Men indtil da, så er der stadig alt for for få velfungerende områder i Danmark, der på funktionel og spændende arkitektonisk vis integrerer skateboarding i byrummet.

    Alt jeg beder om er, mere omtanke og indføling, når der designes urbane projekter, som fordrer fri bevægelse i byrummet. Indhent den nødvendige designmæssige baggrundsviden, og hav respekt og ydmyghed over for dem du formgiver til.

    Mvh. Søren Nordal Enevoldsen

    • Rasmus Brønnum siger:

      Super kommentar. Og jeg er fuldstændig enig, Søren!

      Hvis jeg skal give lidt sparring til din kommentar – det fortjener den:). Så er der jo altid den typiske konkurrencekløft, hvor arkitekten kommer med sin “vision”, som på det første møde med bygherren, viser sig umuligt [=”ikke ønskværdigt”]. Og desværre bliver tegnestuen så ikke betalt efterfølgende for at lave en ny “mindre visionær” visualisering der viser en tom tom tom plads. Der er altid en bygherre der har det sidste ord, og desværre er den romantiske forestilling om arkitekten der tog sit projekt under armen og gik, ren fortid – Det er vores honorarer alt for lave til, haha!

      Når det så er sagt, så ærger det også mig når arkitekterne rent faktisk så tror at de endelig kan projektere en super optimal skater legeplads [læs. funky hadid-like plads ved Nansensgade].

      Mvh. Rasmus

      • Søren siger:

        Hej Rasmus, tak for sparring :) Det er en spændende debat – Og netop nu, hvor der rent faktisk er kommet fokus på bevægelse i byrummet.

        Jeg kender bestemt til det scenarie vedrørende bygherrer, som du fremfører. Og det er, som du selv påpeger, ofte her at en stor del af katten ligger begravet, set i forhold til forfejlede postulat projekter.

        Alt for tit hører jeg, at der i én opgave skal være noget “skate-halløj”, noget til de helt små, noget til pigerne, noget til forældrene, noget til de ældre, noget til “parkour folket” (meget ungt for tiden!) osv. osv.
        Altså noget til alle. Og så iøvrigt til en kvadratmeter pris, der ligger på linje med en Nettos Parkeringspladser.
        Og når man så spørger ind til hvad der menes med eksempelvis “skate-halløj”, så menes der alt fra skateboarding til løbehjul, mountain bikes og graffiti – Altså bare noget der er ungt. Det er næsten som om, at “kun” ville indlægge ca. 3 aktiviteter i et projekt er en falliterklæring.

        Der mangler ofte en grundlæggende forståelse og accept af de forskellige brugeres formmæssige, pladsmæssige og materialemæssige behov.
        Det svarer lidt til at få en opgave, hvor man skal lave en fodboldbane i græs, en håndboldbane og en basketbane oveni hinanden. Og alle skal helst kunne spille samtidig.
        Baner, der bruges til boldspil, skal selvsagt designes forskelligt, alt efter hvilke spil man ønsker der skal spilles. Og ligeså med arealer, hvor man kører på hjul!

        Som arkitekter har vi et enormt ansvar – især når der er tale om nye tiltag indenfor progressive og alternative designs. For netop som de første i feltet, er vi i højere grad med til at sætte standarten for fremtiden.
        Verden kan principielt godt overleve endnu et p-område, hvor lav tæt bevoksning spares væk – for der er heldigvis en del eksempler på velbearbejdede p-områder man kan skele til næste gang man skal lave et anlæg.
        Men hvis eksempelvis de 3 første danske parkour anlæg i Danmark var lavet af arkitekter der ikke har, eller indhenter, kompetent viden om bevægelesformen/formerne (der er mange undergenrer indenfor det, der i folkemunde kaldes parkour), så giver det genlyd langt frem i tiden.

        Måske vi rent faktisk burde gå væk fra de projekter, der prismæssigt ikke kan blive andet end et hult ekko af de første visioner i et projekt?
        For hvis bygherre ikke anerkender projektets brugeres minimumsbehov, hvem tegner vi så egentlig for? Ikke brugerne ihvertfald! Så tegner vi kun for at få den fakturering vi kan udsende.
        Tilbage til den romantiske tid!

        Mvh. Søren

  3. Pingback: MADRID LONGBOARD – Surfing på byens gulv | RASMUS BRØNNUM – en Arkitektur Blog

  4. Thomas Knudsøø Damm siger:

    En sjov lille appropos.

    Aalborg Kommune havde engang en turistfolder, hvor de fremviste “det gode byliv” med skatere på en byomdannet plads i Aalborg. Bare ærgeligt at politiet samtidigt havde travlt med at fjerne de få unge skatere der gad at skate på pladsen :)

    Vh Thomas

  5. Så skal det for god ordens skyld lige indskydes, at den omtalte arkitekt faktisk har ændret mening om skatere på Jarmers Plads. Jeg har på en kort overgang lejet en bordplads på hans tegnestue og diskuteret dette emne.
    Han var rigtigt nok ked af, at de dyre granitkanter blev smurt med voks og skatet lige efter, at han havde sendt en stor granitblok retur, da der var en slået en lille flis af ved leverering. Det er jo i og for sig forståeligt, når man lige har lavet en flot æstetisk plads.
    Men nu synes han faktisk (som rigtigt mange andre), at det giver pladsen et nyt liv, som ikke var planlagt. Han var tilfældigvis forbi i sommers, hvor han også knipsede et par billeder af pladsen “i brug”.

  6. Pingback: Skateboarding VS Architecture: A Study of Public Space & Materiality | RASMUS BRØNNUM – en Arkitektur Blog

Skriv et svar til Søren Nordal Enevoldsen Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s