Arkitektens hjem #1 – Nils Holscher

“Huset udløser formentlig hos nogen et rent ubehag idet det er stedløst, det har ikke nogen materiale mæssig tilknytning til stedet. Der er en vis hjemløshed over det. Man kunne opfatte det som en form for arkitektonisk esperanto” –  Carsten Thau

Arkitektens hjem (DR, 8 afsnit)
Igår sendte DR første afsnit ud af otte,  i dokumentarserien Arkitektens hjem. Og det lover egentlig meget godt. Det første afsnit kredsede omkring Holscherfamilliens in-fill bolig. Walkthrough boligprogrammer har man set mange gange før. Men forskellen denne gang er, at Carsten Thau, professor i arkitekturens teori og historie på arkitektskolen i København, kører parallelløb med den teoretiske side af det at bo i stål og glas på toppen af byen.

Jeg håber at de næste udsendelser ligeledes er peppet med tilsvarende teoretiske overvejelser der bringer tingene lidt videre.

“Folk hader den internationale stil med alt for meget glas og stål. De ser det som udtryk for den hurtige dollar; for en alt for let gang på jorden; for en fuldstændig friktionsløs tilværelse. Den krænker også følelsen af nostalgi – den længsel efter hjemlighed og hygge som folk godt ved ikke længere er hvad den har været.”

(…) Det er måske netop det der tiltaler det moderne menneske, at man er bange for at blive pakket ind i alt for uniforme, alt for polstrede, alt for hyggelige bolig rammer, fordi der opstår en form for følelsesmæssig kannibalisme. Der er alt for stort krav om følelsesmæssig nærvær, f.eks mellem moderen og faderen i en familie. I det øjeblik at man giver sig hen til den form for hjemlig hygge, og [samtidig] bor stramt, så er der også et aristokratisk element i det. Og det vaccinere også imod en overdosis af hjemlig hygge, fordi der i Danmark er en forventning til boligen om at det skal være jul hele året, og man partout vil indrette hjemmet som et destillationsapparat for lykke. Men i det øjeblik man bor med en stor rumfølelse – flow af lys og luft igennem – så trækker man måske vejret friere.”

(…) “Det er en fantastisk fornemmelse man får oppe i de unge Holschers lejlighed. Det er som om der er gennemtræk ud til den store Verden. At man hurtigt kan bestille en billet i Kastrup. At man kan kommunikere med alverden, og det er på en måde som om det er det ny menneske, som i en eller anden absolut forstand er mobilt.” – Carsten Thau

–  Carsten Thau

“Der har i det 20. århundrede været en masse mennesker der ikke ville give sig hen til den form for sensi-mentalitet af at bo rigtig rå-hyggeligt. De prøver tværtimod at udvikle en patos af formel kulde og stramhed. Blandt mange europæiske arkitekter var det i et vist omfang inspireret [oprindeligt] af Johannes V. Jensens bog, ‘Bræen’ der blev oversat til tysk i 1908 – ‘Der Gletcher’ – og læst meget i Tyskland, som netop beskriver hvordan nogle heroiske mennesker holder ud på kanten af isen, hvorimod alle mulige svæklinge løber rundt nede sydpå. Og det opfattede man blandt italianske futurister og tyske arkitekter, som et tegn på at netop det 20. århundredes menneske måtte udholde kulde – en kulde i form af at leve i storbyer, der var bureaukratier og de økonomiske processer var fjerne og abstrakte, og at arkitekturen også ville blive mere rationelt indrettet. “ – Carsten Thau

Se også de foregående 6 episoder:
#1 Nils Holscher, #2 Anna Maria Indrio, #3 Claus Bonderup, #4 Chris Thurlbourne, #5 Jens Thomas Arnfred, #6 Tage Lyneborg